Et liv som brolægger er meget hårdt

Når politikerne skal finde nogle eksempler frem med, hvornår forskellige erhverv oplever diverse tarv, brug af kroppen, nedslidning med meget andet, så bruger man ofte eksemplet med en brolægger og for eksempel en akademiker.

Specielt i nyere tid har man hevet dette eksempel frem, fordi man er begyndt at se nærmere på, hvordan man i et socialt liberalt samfund kan sørge for, at alle mennesker har de samme og lige mulighederne, hvor der ikke skelnes mellem høj og lav, men hvor man samtidig er opmærksom på, at alle mennesker ikke har de samme forudsætninger.

Her menes ikke så meget uddannelsesmuligheder, adgang til læge med videre, for det skal alle have, men det er næsen et godt kerneeksempel, hvis man tager en brolægger i Aabenraa frem mod en professor i København og ser på, hvordan deres forskellige arbejdsdag kan se ud.

Akademikere har måske mere flygtige arbejdstider, sidder meget ned, er indendørs, mens brolæggeren ofte har de samme arbejdstider, skal være udenfor, slider på kroppen, glemmer at løfte korrekt og meget andet.

Så selvom man ikke kan sammenligne en til en, hvem der er mest udmattet efter en arbejdsuge, men man kan godt se på, hvem der er blevet mest nedslidt på kroppen efter sådan en arbejdsuge.

Skal begge professioner have de samme betingelser, når det kommer til, hvem der må gå på pension for eksempel?

En brolægger tjener som regel en del mere, end hvad en professor kan nå at skovle sammen i sin karriere, men det er også kun en passende kompensation for det slid og slæb, som vedkommende skal gennem i sit liv.

Det er de færreste, der kan holde til et helt arbejdsliv som brolægger, men det kan jo blive nødvendigt for dem, men de samme mennesker fortjener jo også at kunne nyde dere otium som pensionister, uden de skal lide.

Så har de ikke lov til at træde af fra arbejdsmarkedet, før en akademiker for eksempel gør det?